“Levende begravet” af Nooshin Kazemian. Bogen er udgivet af forlaget Mellemgaard i 2016.
Bagsidetekst:
Romanen er inspireret af prinsesse Dianas liv og handler om den unge kvinde Sofia. Hun er en kvinde, der har de samme drømme som de fleste unge piger. Hun er naiv og ser verden og dens begivenheder meget enkelt. Men livet er som et bølgende hav, der viser Sofia noget helt andet, end hun forventede. Hun kommer til at opleve svære dilemmaer og må taget beslutninger, som hun tror vil gøre hende lykkelig. Men skæbnen vil det ofte anderledes, og Sofias valg har alvorlige konsekvenser.
Som midaldrende må hun konstatere, at livet er som en skole, hvor man får svarene på de væsentligste og eksistentielle spørgsmål ved at konfronteres med livets udfordringer.
Min mening:
Wow. Jeg må indrømme at pga. den lidt kedelige forside, så havde jeg ikke rigtigt nogle forventninger. Jeg er i den grad blevet overrasket over, hvor god og rørende bogen er. Det er en lidt eventyrlig bog om drømme, kærlighed og konsekvenser. Selve historien er skrevet meget filosofisk, som gjorde at jeg til tider også tænkte på mit liv i sig selv. Det var skønt at læse.
Hvis jeg skal sige et lille minus, så skifter bogen imellem nutid og fremtid, hvilket man lige skal vænne sig til. Det gør desværre bogen lidt mere forudsigelig, men alt i bogen var nu spændende, så det gjorde mig ikke noget. Jeg syntes at, bogen var spændende og indlevende fra start til slut.
Bogen burde have fået en meget flottere forside (og bagside), for indholdet var virkeligt skønt at læse. Jeg er glad for at jeg har læst den, og at jeg har den stående på bogreolen til en fremtidig læsning.
Jeg giver bogen 4,5 ud af 5 stjerner.
1. “Hver dag ligner nøjagtig dagen før, uden at der sker noget. Det er nu cirka fjorten år, der er gået på samme måde, som om jeg er fanget i en ond cirkel og ikke ved hvornår den vil standse.”
2. “Hele livet ønsker man sig noget helt vanvittigt. Man vil gå gennem ild og vand for at opnå det. Men når man endelig har nået det, indser man, at det slet ikke var netop det, der kunne frelse ens sjæl. Så må man begynde forfra. “
Mizzepii 