“Den niende grav” af Stefan Ahnhem. (Originaltitel: Den nionde graven (svensk)) Denne danske udgave af bogen er udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof i 2015.
Bagsidetekst:
Ny hæsblæsende krimi i Fabian Risk-serien. Den svenske justitsminister forsvinder sporløst. Stærke interesser arbejder på, at sandheden ikke skal komme frem.
Den niende grav er anden, selvstændige del i krimiserien om Fabian Risk. En spændende og intens krimi om magtspil og menneskets mørkeste sider. Handlingen udspiller sig seks måneder før begivenhederne i Offer uden ansigt (1. krimi i serien om Fabian Risk)
Min mening:
Jeg er vild med selve historien. Historien er lidt klam og nervepirrende til tider, som jeg virkelig elsker. Det er lige noget for mig.
Jeg synes dog ikke at krimien i helhed er skrevet helt spændende nok. Der er perioder hvor jeg føler, at den er lidt kedelig. Jeg synes også at den er lidt forvirrende skrevet nogle gange. Den er heller ikke skrevet detaljeret nok. Jeg sad ofte og prøvede at gætte mig lidt frem – ikke på den god måde, desværre, men mere som at jeg følte der manglede noget eller at steder i bogen burde være skrevet helt anderledes. Der var hvertfald mangler rundt omkring, hvor jeg fandt flere spørgsmål selv… Og aldrig har fået svarene på stadig.
Der bliver nævnt lidt sangtitler og bogtitler rundt omkring inde i historien. Det fungerer faktisk rigtig godt i historien, og er også en lidt god inspiration. Slutningen er jeg også vild med. Da er den både nervepirrende og lidt rørende.
Det er en okay krimi, men desværre heller ikke mere end det. Er du krimifan, eller vild med den første krimi om Fabian Risk (Offer uden ansigt), så synes jeg helt klart at du burde læse denne krimi.
Jeg giver bogen 3 ud af 5 stjerner.
1. “Da hun så alle saksene, tængerne og skalpellerne, forstod hun det fuldt og helt. Hvorfor hun var blevet bortført. Hvad der ventede hende.”
2. “Han tog den ned og kiggede på den. Han havde aldrig kunnet lide dukker. Specielt ikke porcelænsdukker. Selv om de var relativt små, var deres ansigter så naturtro, at det blev ubehageligt.”
3. “Han havde aldrig nogensinde slået sine børn, og han havde aldrig kunnet forestille sig selv gøre noget, der overhoved var i nærheden af en sådan handling. Men nu var han gået over grænsen, og uanset hvordan han forsøgte, ville han aldrig nogensinde kunne reparere skaden.”
Mizzepii 